Oslo, 20/11/2024 - 16:50
Marius Borg Høiby efterforskes for endnu en voldtægt
Den norske kronprinsesses søn blev anholdt og sigtet for voldtægt mandag. Endnu en voldtægtssag er dukket op.
Af: /ritzau/
Marius Borg Høiby, der er søn af Norges kronprinsesse Mette-Marit, efterforskes for endnu en voldtægt.
Det oplyser anklager ved det norske politi Andreas Kruszewski onsdag eftermiddag efter et grundlovsforhør i tingretten i Oslo ifølge mediet VG.
- Det vil sige, at vi nu efterforsker to voldtægter, siger han.
Høiby blev anholdt sent mandag aften og sigtet for voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje. Onsdag er det så kommet frem efter grundlovsforhøret, at politiet efterforsker endnu en voldtægtssag.
Politiet har anmodet om at få 27-årige Høiby varetægtsfængslet i to uger.
- Vi har i nat og i morges afdækket yderligere en voldtægt. Den er fundet i efterforskningsmaterialet, og vi efterforsker den nu, siger anklageren ifølge det norske nyhedsbureau NTB.
Der ventes først en afgørelse fra grundlovsforhøret senere onsdag eftermiddag eller aften.
Høibys forsvarsadvokat, Øyvind Bratlien, kalder begge sigtelser for "katastrofale fejlvurderinger".
- Høiby erkender ingen af disse forhold, siger Bratlien til VG.
Flere norske medier erfarede onsdag, at politiet havde fundet flere videoer på Høibys telefon, der viser den voldtægt, som han i første omgang er sigtet for at have begået.
Politiet kan på baggrund af optagelserne fastslå, hvornår det formodede overgreb fandt sted. Det gjorde det ifølge tidsangivelserne på videoerne 24. marts omkring klokken 08.10.
Offeret er en kvinde i 20'erne.
Ifølge sigtelsen blev hun udsat for voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje, mens hun var bevidstløs eller af andre årsager ikke var i stand til at gøre modstand.
Den anden voldtægtssag, som politiet har bragt frem ved onsdagens grundlovsforhør, handler også om seksuel omgang uden samleje med en kvinde, som er ude af stand til at modsætte sig, lyder det fra politiet.
Retsmødet foregik onsdag for lukkede døre efter anmodning fra politiet.
Høiby og hans forsvarsadvokat ønskede modsat, at dørene skulle være åbne.
- Vi ønsker, at retten skal være åben. Sagen, som den er fremstillet i medierne, er meget skæv og unuanceret, lød det fra Bratlien i tingretten, inden dørene blev lukket.
/ritzau/