12/02/2025 - 08:00
FAKTA: Hvem får boligen ved skilsmisse?
Af: Af Anna Raabæk, Ritzau Fokus
* Er boligen fælleseje, er det som udgangspunkt op til jer selv, hvad I vil gøre med den - altså eksempelvis om den skal sælges, eller en af jer skal overtage den.
* Er I enige om, at den skal sælges, hæfter I begge for udgifterne, indtil den er solgt.
* Vil den ene overtage boligen og købe den anden ud, kan man få eksempelvis tre vurderinger af værdien fra forskellige ejendomsmæglere og tage gennemsnittet af det.
* Kan I ikke blive enige om, hvem der skal have boligen, kan man ende i en reel lodtrækning - eller man kan se, hvem der vil byde mest til den anden.
* Kan parterne til syvende og sidst ikke blive enige, kan skifteretten komme på banen. Det koster dog typisk en retsafgift på 750 kroner. Ved inddragelse af en bobehandler betales der derudover en retsafgift på 1500 kroner - og hvis bobeholdningen overstiger 1.500.000 kroner, betales der yderligere 9000 kroner.
* Selv om den ene har en større ejerandel end den anden, har det som udgangspunkt ikke betydning for, hvem der har ret til at købe boligen. Ved uenighed om købsretten kan det dog godt være udslagsgivende for skifterettens beslutning, hvis den ene part for eksempel ejer 95 procent.
Kilde: boligøkonomisk fagekspert hos Videncentret Bolius Louise Kastberg.
/ritzau fokus/