Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Geelong, 14/02/2020 - 09:13

Storm aflyser VM-sejladser i Australien

Næstsidstedagen ved VM i 49er, 49erFX og Nacra 17 blev spoleret af en storm. Dermed aflyses tre sejladser.

Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Verdens bedste sejlere i bådklasserne 49er, 49erFX og Nacra 17 måtte fredag blive på land på grund af storm ud for australske Geelong.

Dermed blev sejladserne på verdensmesterskabernes næstsidste dag aflyst. I første omgang havde arrangøren håbet, at vejret ville arte sig godt nok til, at sejlerne kunne blive sendt på vandet efter nogle timers udskydelse.

Arrangøren skriver på sin hjemmeside, at vejrudsigten giver en tro på bedre vindforhold, så lørdagens afsluttende sejladser kan sejles som planlagt.

De kedelige omstændigheder er på sin vis godt nyt for den danske 49erFX-duo Anne-Julie Schütt og Iben Nielsby. Før sidstedagen af VM ligger de til at tage bronzemedaljer.

Det er også væsentligt for duoen, at de fører den interne konkurrence over Ida Marie Baad og Marie Thusgaard om en dansk OL-billet.

De to sejlduoer kæmper nemlig om at blive indstillet som Danmarks OL-par i 49erFX. Resultaterne fra det igangværende VM samt sidste års VM i New Zealand afgør, hvem der skal til Tokyo.

Baad og Thusgaard har et forspring på otte placeringer fra sidste års VM, men med en aktuel 19.-plads ved VM i Australien er den samlede føring tippet over til Schütt og Nielsbys side.

Lørdag skal der sejles tre sejladser i hver disciplin med det såkaldte medal race som den afsluttende af sejladserne.

/ritzau/

Nyhedsarkiv