Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Washington D.C., 24/05/2026 - 01:15

FBI er til stede ved Det Hvide Hus efter skud

AFP skriver, at Trump var til stede i Det Hvide Hus, da der ifølge FBI blev affyret skud i området.

Af: /ritzau/

USA's forbundspoliti, FBI, er til stede nær Det Hvide Hus, efter at der er blevet affyret skud.

Det skriver FBI's direktør, Kash Patel, på X.

- Vi kommer til at opdatere offentligheden, så snart vi kan, skriver han.

Politiet og sikkerhedsstyrker er til stede, skriver nyhedsbureauet AFP.

Ifølge AFP var USA's præsident, Donald Trump, i Det Hvide Hus, da der kom meldinger om skud.

Der er ikke umiddelbart meldinger om nogen tilskadekomne, skriver nyhedsbureauet Associated Press (AP).

Secret Service, der står for beskyttelsen af blandt andre den amerikanske præsident, bekræfter i et opslag på X, at det har modtaget meldingerne.

- Vi er bekendte med meldinger om, at der er blevet affyret skud nær 17th Street og Pennsylvania Avenue NW, og vi arbejder på at få oplysningerne bekræftet af mandskab på stedet.

- Yderligere oplysninger vil blive givet, så snart de er tilgængelige, skriver Secret Service.

Journalister, der arbejdede i Det Hvide Hus lørdag, siger ifølge AP, at de hørte en række skud, hvorefter de blev bedt om at søge ly i det lokale, hvor der normalt afholdes pressemøder.

Her forhindrede ansatte i Secret Service dem i at forlade lokalet.

Selina Wang, der er korrespondent for mediet ABC News, har lagt en video op på X, hvor hun ses fortælle om Trumps forhandlinger med Iran. Der høres skud i baggrunden, nogen råber "ned", og hun går i dækning.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek