København, 29/03/2020 - 09:03
Kronprinsessen sender håndsrækning ud under coronakrise
Børn på landets krisecentre kan se frem til at få en rygsæk med blandt andet en hilsen fra kronprinsessen.
Af: /ritzau/
De børn, som er på krisecenter sammen med deres mor under coronakrisen, kan forvente at modtage en rygsæk med blandt andet en hilsen fra kronprinsesse Mary.
Det skriver Mary Fonden i en pressemeddelelse.
Ud over en hilsen fra kronprinsessen indeholder rygsækkene blandt andet toiletsager og en bamse.
Coronakrisen har medført, at antallet af kvinder, som henvender sig til et krisecenter på grund af vold i deres nære relationer, er steget markant.
Det er forventeligt, at antallet af henvendelser vil stige i de kommende uger, fremgår det af pressemeddelelsen.
- Vi ved, at stress og pres kan eskalere vold i et parforhold. Og når det øvrige samfundet er lukket ned, er mange kvinder og børn tvunget til at være i volden hele tiden.
- Med rygsækkene ønsker vi at vise børnene, at der bliver taget hånd om dem, og at volden aldrig er deres skyld og aldrig kan retfærdiggøres, siger kronprinsesse Mary i meddelelsen.
Der bliver i disse dage oprettet 55 nye nødpladser til kvinderne, hvor der også er plads til børn, lyder det i meddelelsen.
Helle Østergaard, direktør i Mary Fonden, forklarer, at formålet med rygsækken i starten var at dække et praktisk behov.
- I dag fungerer rygsækken også som en støtte til det afgørende arbejde, krisecentrene gør for at bearbejde voldsudsatte børns følelser, oplevelser og traumer, siger hun i pressemeddelelsen.
Siden 2008 har mere end 25.000 børn ifølge Mary Fonden modtaget en rygsæk.
De er givet i samarbejde med Ole Kirks Fond og Landsorganisation af Kvindekrisecenter.
Rygsækkene plejer også at indeholde en opfordring til at sende en hilsen eller tegning retur.
/ritzau/