Torshavn, 02/12/2025 - 20:51
Færøerne åbner for sanktioner mod russiske fiskerifartøjer
Specifikt ønsker det færøske Lagting at sanktionere et russisk rederi, der er mistænkt for spionage.
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
På grund af en gammel fiskeriaftale med Rusland har sortlistede russiske fiskerifartøjer frit kunnet lægge til i færøske havne, men det er snart slut.
Det færøske Lagting har tirsdag vedtaget et lovforslag, der udvider landets beføjelser til at kunne gennemføre sanktioner mod russiske skibe.
Det skriver det færøske medie KVF.
Hvad angår de russiske skibe i færøsk farvand, er det tidligere beskrevet, at skibe fra det russiske rederi Murman Sea Food har været i færøske havne.
Netop det rederi blev tidligere i år sortlistet af EU.
Murman Sea Food er ifølge EU en del af en russisk overvågningskampagne, hvor der er blevet udført spionage og saboteret kritisk infrastruktur - heriblandt på undersøiske kabler.
Det oplyste Rådet for Den Europæiske Union i maj.
Norge nægtede kort efter skibene at sejle i norsk farvand og lægge til i norske havne.
Det har dog krævet en ny lovhjemmel, før Færøernes udenrigs- og erhvervsminister, Sirið Stenberg, kan begrænse de sortlistede skibes færden i færøsk farvand.
Lovændringen blev tirsdag vedtaget efter endt 3.-behandling tirsdag.
Af Lagtingets hjemmeside fremgår det, at 17 stemte for forslaget, mens 12 stemte imod.
I lovforslaget nævnes det specifikt, at to russiske fiskerivirksomheder skal sættes på en sortliste, så de ikke længere har tilladelse til at fiske i færøsk farvand.
Et af de to omfattede rederier er netop Murman Sea Food, skriver KVF.
Færøerne og Rusland har siden 1977 haft en aftale om at udveksle fiskekvoter.
Aftalen indebærer, at færøske skibe fisker torsk i Barentshavet.
Til gengæld fisker russiske skibe makrel, sild og blåhvilling i færøsk farvand.
De russiske skibe runder Færøerne for at omlaste deres fangst til fragtskibe, der kan sejle fiskene hjem til Rusland.
/ritzau/




