Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 15/12/2021 - 06:54

Svenskere afsløret med falske coronapas i Kastrup

To familier med falske coronapas ville om bord på fly i Københavns Lufthavn. De er nu sendt hjem til Sverige.

Mathias Eis/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Flere svenskere er i de seneste to dage blevet afsløret med falske coronapas i Københavns Lufthavn.

De mistænkes for dokumentfalsk. Det oplyser politiet i København til det svenske nyhedsbureau TT.

- I går (tirsdag) havde vi fire personer, og dagen inden fem personer. Det var to familier med børn, oplyser Søren Juul Rasmussen fra politiets kommunikationsafdeling til TT.

De svenske familier blev stoppet af personale i lufthavnen i forbindelse med, at de skulle checke ind. De blev forhindret i at gå om bord på deres fly.

I stedet blev de sendt hjem til Sverige. De er nu mistænkt for dokumentfalsk.

Politiet er ikke bekendt med nogen tilfælde, hvor danske rejsende har forsøgt at forfalske coronapas, tilføjer Søren Juul Rasmussen.

/ritzau/

Nyhedsarkiv