København, 28/10/2020 - 18:22
Mundbind bliver obligatorisk under køreprøver
Fra torsdag skal både prøvesagkyndig og elev have mundbind eller visir på under køreprøver.
Af: /ritzau/
Fra torsdag bliver det et krav, at både elev og prøvesagkyndig skal bære mundbind eller visir til køreprøven.
Det oplyser Transport- og Boligministeriet i en pressemeddelelse.
- For bedst muligt at undgå smitte hos de motorsagkyndige, så køreprøverne fortsat kan gennemføres, bliver der derfor nu krav om, at man skal bære mundbind eller visir, siger transportminister Benny Engelbrecht (S) i pressemeddelelsen.
Ministeriet understreger samtidig, at kravet om mundbind eller visir ikke gælder under den normale køreundervisning.
- Vi hører fra branchen, at kørelærerne og eleverne i høj grad allerede bruger mundbind eller visir i den praktiske undervisning. Det er rigtig godt, og jeg vil opfordre køreskolerne og eleverne til fortsat at passe godt på, siger Benny Engelbrecht.
Udmeldingen kommer i forbindelse med, at en række andre nye tiltag, der skal bremse smitten med coronavirus i Danmark, træder i kraft torsdag.
Her bliver kravet om at bære mundbind blandt andet udvidet til at gælde flere offentlige steder.
Derfor skal man blandt andet fremover bære mundbind i supermarkeder og andre butikker.
Forsamlingsforbuddet blev desuden mandag sænket fra 50 til 10.
Det skærpede forsamlingsforbud vil vare indtil 22. november.
Barer og restauranter må stadig holde åbent til klokken 22, men der må fremover ikke sælges øl eller andet alkohol i kiosker og supermarkeder efter klokken 22.
Danmark havde onsdag for bare anden gang nogensinde registreret flere end 1000 tilfælde inden for ét døgn.
1017 nye smittetilfælde kunne Statens Serum Institut (SSI) oplyse, at der var registreret. 138 personer med coronavirus er i øjeblikket indlagt.
/ritzau/