Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 03/02/2020 - 10:49

Vraget Nordqvist trækker sig som ordfører efter valg af ny leder

Alternativets politiske ordfører og et medlem af hovedbestyrelsen har trukket sig fra poster mandag.

Af: /ritzau/

Folketingsmedlem Rasmus Nordqvist trækker sig som politisk ordfører i Alternativet, efter at han af medlemmerne blev fravalgt som ny leder på et ekstraordinært landsmøde i weekenden.

I stedet blev medstifter Josephine Fock ny leder af Alternativet. Nordqvist lykønsker hende, men vil "ikke optage en plads, som naturligvis vil kræve et tæt samarbejde" med hende. Det skriver han på Facebook.

- Jeg stillede op til posten som politisk leder med et tydeligt projekt og en ny retning for Alternativet. Det som jeg mente og stadig mener ville være bedst for Alternativet og for Danmark.

- Det er jeg selvfølgelig ked af ikke lykkedes at skaffe den fornødne opbakning til, skriver han.

Kort efter beskeden på Facebook oplyser Josephine Fock til Ritzau, at hun "lige skal have sat sig ind i sagen", før hun vil kommentere.

Leila Stockmarr, der har været et fremtrædende medlem i partiet, trækker sig ligeledes mandag som medlem af hovedbestyrelsen, som hun var været talsmand for.

Afstemningen i weekenden afslørede, at opbakningen til den nye leder ikke er entydig. Nordqvist røg ud i anden afstemningsrunde, mens Fock vandt tredje runde med 936 stemmer mod 668 til Theresa Scavenius, der er klimapolitisk forsker.

Scavenius mener, det var en fejl at gå med i klimaloven og finansloven og har sagt, at hun regner med at blive inddraget fremover. Fock har en mere pragmatisk tilgang.

Fock ventes at få det svært, da hun ikke er medlem af Folketinget, men skal have styr på en folketingsgruppe, der menes at have haft Nordqvist som favorit til posten som leder af partiet.

Baglandet ville dog i en anden retning.

Nordqvist vil fortsætte sit arbejde i Folketinget med klima, Europa og finanspolitik.

I sin vindertale lørdag gjorde Fock ellers meget ud af at inddrage Nordqvist.

Hun takkede især Rasmus Nordqvist.

- Rasmus og jeg går rigtig langt tilbage til way before Alternativet. Vores ekskærester var gode venner. Jeg forstår, hvis Rasmus ikke synes, det er det fedeste lige nu.

- Men jeg vil arbejde tæt sammen med Rasmus, så vi får et godt samarbejde i folketingsgruppen, sagde hun.

/ritzau/

Nyhedsarkiv