Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 09/04/2019 - 11:00

Venstre: 53.300 flere asylansøgere med rød politik

Venstre har tirsdag holdt pressemøde om udlændingepolitikken, men meget handlede om Socialdemokratiet.

Af: /ritzau/

Hvis danskerne ønsker en stram udlændingepolitik, så skal de borgerlige beholde magten.

Bliver Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, statsminister efter folketingsvalget, kommer der lempelser, som vil skade Danmark. Både økonomisk og værdimæssigt.

Det var overordnet set budskabet fra udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) tirsdag på et pressemøde i Venstre-regi.

Her kom Venstre med en række beskyldninger mod S, og hvad der vil ske, hvis Mette Frederiksen bliver statsminister.

Blandt andet mener Venstre, at Danmark havde modtaget 53.300 flere asylansøgere fra 2014 til 2018, hvis der var ført en rød politik i den periode.

I 2014 var Danmark ifølge Støjberg under den røde regering nummer fem over de lande i EU, som modtog flest asylansøgere målt på indbyggertal. I 2018 var Danmark det 17. mest asylsøgte land.

- Havde vi ikke slået kursen om og havde strammet op, så havde vi fået 53.300 flere asylansøgere, end vi har, i de efterfølgende fire år.

- Det er flere mennesker, end der bor i hele Fredericia, siger Støjberg.

Meldingen fra Venstre kommer på baggrund af de seneste politiske udmeldinger på udlændinge- og integrationsområdet.

Med det henvises der til en melding fra De Radikales leder, Morten Østergaard, til Socialdemokratiet i sidste uge.

De Radikale meddelte, at dele af den stramme udlændingepolitik skal droppes. For ellers støtter De Radikale ikke S-formand Mette Frederiksen som statsminister.

- Det står klart, at Morten Østergaards krav betyder, at paradigmeskiftet rulles tilbage med en rød regering. Det er den helt forkerte vej at gå og er stærkt bekymrende, siger Støjberg.

- Derfor er der behov for at sige, at det vil få meget alvorlige konsekvenser for Danmark, hvis Socialdemokratiet kommer til magten og lemper udlændingepolitikken, siger hun.

Morten Østergaard henviser til de udlændingestramninger, som Socialdemokratiet har lavet med regeringen og Dansk Folkeparti. De seneste stramninger kaldes for et paradigmeskift i udlændingepolitikken.

Det betyder, at fokus er på hjemsendelser og eksempelvis inddragelse af opholdstilladelser. En nedsættelse af integrationsydelsen er der også kommet.

Ifølge Venstre koster 5000 flere asylansøgere 2,3 milliarder kroner. Det er ifølge tal fra Finansministeriet.

/ritzau/