Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Aarhus, 24/10/2018 - 10:52

Tårnhøj skytte genstarter afbrudt landsholdskarriere

Nikolaj Markussen kæmper for igen at blive fast landsholdsspiller, som han var indtil 2013.

Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Han har været med til at vinde EM-guld og VM-sølv og har deltaget ved OL, men i landsholdssammenhæng har der længe været stille om Nikolaj Markussen.

Den 211 centimeter høje bagspiller er i alt noteret for 53 landskampe, men har kun spillet otte siden 2013. Onsdag aften er han med, når det danske hold indleder EM-kvalifikationen mod Ukraine i Aarhus.

- Det er jo et kæmpestort mål for mig at blive en fast del af denne gruppe, så nu er det op til mig at imponere, siger Nikolaj Markussen.

En fast del af truppen var han i en periode under daværende landstræner Ulrik Wilbek. Men i efteråret 2013 - tre måneder før EM på hjemmebane - ødelagde han akillessenen under en landsholdssamling.

Det kostede en lang pause, og landsholdskarrieren er ikke kommet tilbage på sporet siden.

- Den skade satte mig tilbage på både klub- og landsholdsplan. Andre er kommet ind og har gjort det godt i mellemtiden, og der er blevet skiftet landstræner to gange siden.

- Så der er flere ting, der har været årsag til det, men det er i hvert fald dumt at blive skadet, for det giver andre mulighed for at vise sig frem, siger Nikolaj Markussen.

Især Michael Damgaard har i de senere år markeret sig som førstereserve for førstevalget Mikkel Hansen på positionen som venstre back.

I øjeblikket skranter Damgaard dog en smule, og det har fået landstræner Nikolaj Jacobsen til at se sig om efter andre alternativer. Her er valget altså faldet på blandt andre Markussen.

- Han er blevet noget mere stabil i sine præstationer, og desuden har han ikke været skadet i lang tid.

- Jeg har udtaget ham to gange tidligere, hvor han begge gange har meldt afbud. Alle ved, at på sine gode dage har Nikolaj kvaliteterne til at være med på dette hold, siger Nikolaj Jacobsen.

EM-kvalifikationskampen mod Ukraine bliver Markussens første landskamp i 17 måneder. Den kommer efter en lang periode med gode præstationer hjemme i Bjerringbro-Silkeborg.

- Jeg er blevet bedre til at ramme mit topniveau og har færre udsving. Man kan regne med de præstationer, der kommer fra min side, lyder det fra Nikolaj Markussen.

Danmark møder Ukraine klokken 21 onsdag aften.

/ritzau/