Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 18/03/2022 - 11:00

Slagelse får ny stor arrest med plads til 400 indsatte

Der bliver plads til 400 indsatte i et nyt arresthus, som skal stå klart i Slagelse Kommune i 2027.

Philip Davali/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Kommende arresthus i Slagelse får plads til 400 indsatte, når det står klart i 2027. Det skriver Justitsministeriet i en pressemeddelelse.

Planerne om en ny arrest er et led i flerårsaftalen for Kriminalforsorgen, som blev indgået i december sidste år.

Flerårsaftalen skal blandt andet fastsætte finansieringen af Kriminalforsorgen til 2025.

Kriminalforsorgen skal på ret køl. Det siger justitsminister Nick Hækkerup (S).

- Vi står til at mangle op mod 1.000 pladser i Kriminalforsorgen i 2025, og med flerårsaftalen vil vi i fællesskab håndtere den opgave, siger Nick Hækkerup i pressemeddelelsen.

Kriminalforsorgen oplyste i september 2021, at den havde 4.222 pladser fordelt på fængsler og arresthuse.

I de første tre kvartaler sidste år brugte man i gennemsnit 100 procent af kapaciteten. Det gælder ifølge Kriminalforsorgen både arresthuse og andre fængsler.

Arresthuse er for varetægtsfængslede. Er man dømt afsoner man enten i et åbent eller lukket fængsel.

Slagelses borgmester, Knud Vincents (V) er glad for, at man har kunnet lave en aftale med Kriminalforsorgen. Det siger han i pressemeddelelsen fra Justitsministeriet.

- Jeg glæder mig ikke mindst, fordi vi sammen med den nye arrest også har udsigt til, at flere hundrede arbejdspladser flytter til Slagelse, hvilket givetvis også vil tiltrække flere borgere til kommunen, siger han.

I forbindelse med, at et flertal i Folketinget blev enige om flerårsaftalen i december, var det fremme, at man ville finde en placering til en ny arrest. Men placeringen og hvor mange pladser, der skulle være, er ikke offentliggjort før.

Med aftalen er der også besluttet, at kapaciteten skal øges flere andre steder, siger justitsminister Nick Hækkerup i pressemeddelelsen.

- Manglen på pladser i Kriminalforsorgen skaber store udfordringer for vores fængselsbetjente, og det påvirker det daglige arbejdsmiljø negativt, siger ministeren.

Man vil også finde plads til flere indsatte ved at leje fængselspladser i Kosovo.

Ifølge pressemeddelelsen er det hensigten, at arresthuset i Slagelse Kommune skal kunne tages i brug i 2027. Det er endnu ikke besluttet, hvor i Slagelse Kommune, at den nye arrest skal ligge.

/ritzau/

Nyhedsarkiv