Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Moskva, 05/06/2020 - 10:38

Rødovre-legende skal træne Ruslands ishockeylandshold

Valeri Bragin er udpeget til ny træner for Ruslands landshold. Han møder Danmark ved VM næste år.

Elena Rusko/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Den tidligere Rødovre-spiller Valeri Bragin skal fremover stå i spidsen for Ruslands succesvante ishockeylandshold.

64-årige Bragin er udpeget til ny cheftræner for landets ishockeyflagskib, der har vundet VM fem gange siden Sovjetunionens opløsning i 1991.

Det skriver Det Internationale Ishockeyforbund (IIHF) på sin hjemmeside.

Som aktiv blev Valeri Bragin i 1989 den første russer nogensinde i dansk ishockey, da han skiftede til Rødovre, og han blev omgående et hit i den københavnske forstadsklub.

Russeren markerede sig straks med et højt niveau på isen, og allerede i sin første sæson førte han Rødovre til DM-guld.

Mesterskabet kom i hus på en soloscoring af Bragin i overtiden af den sidste finalekamp i Herning.

I alt spillede han fem sæsoner i Rødovre, og da han forlod klubben i 1994, var det med status som en af de bedste spillere nogensinde i dansk ishockey.

Efter karrierestoppet gik han direkte videre til en tilværelse som træner. Ved siden af job i forskellige russiske klubber har han i en årrække haft opgaver for russiske ungdomslandshold.

I otte år har han haft ansvaret for landets U20-landshold, som under hans ledelse hjemførte syv VM-medaljer. På det seneste har han sideløbende været assistent for A-landstræner Alexei Kudashov, som han nu afløser.

Han kan se frem til at møde Danmark ved VM næste år, hvor de to nationer er havnet i samme pulje.

Bragins efterfølger som træner for Ruslands største talenter er i øvrigt et legendarisk navn i international ishockey.

Ny U20-landstræner bliver nemlig Igor Larionov, som i 1980'erne var en af stjernerne på CSKA Moskvas frygtindgydende klubhold og det sovjetiske landshold.

Efter Murens fald fortsatte han karrieren i NHL, hvor han var med til at vinde Stanley Cuppen tre gange med Detroit Red Wings.

/ritzau/

Nyhedsarkiv