Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Aarhus, 25/07/2020 - 10:52

Politiet ønsker flere tip om bilbrande efter drab i Aarhus

To drab i Aarhus er under intens efterforskning, siger Østjyllands Politi.

øxenholt Foto Lone Corneliussen/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

En del borgere er gået til politiet med oplysninger om to bilbrande, som forbindes til drabet på en 25-årig mand onsdag ved Jydsk Væddeløbsbane i Aarhus.

Det er meldingen lørdag formiddag fra Østjyllands Politi, som dog ønsker flere henvendelser om brandene i henholdsvis Solbjerg og i Edslev ved Hørning.

Først brændte en bil ved Rasborgvej 16 i Solbjerg ved 20.30-tiden onsdag aften. Og cirka en time senere var der endnu en bilbrand ud for Pindsmøllevej 31 i Edslev ved Hørning.

Efterforskerne mener, at begge sager har relevans for arbejdet med at opklare forbrydelsen, som skete ved 19-tiden.

Politiet vil gerne høre fra alle, der kan have set de to biler komme kørende til stederne og andre køretøjer, som eventuelt er kørt derfra.

Også iagttagelser af personer i forbindelse med de to brande har interesse, fremgår det af en meddelelse fra politiet.

I tidligere sager om drab begået i de kriminelle miljøer har gerningsmænd forsøgt at slette spor ved at stikke ild til biler, de har benyttet, hvorefter de har fortsat flugten ved at skifte til andre køretøjer.

Den 25-årige Abukar Hassan Ali var rapper og havde kunstnernavnet Shmur. Han blev dræbt af skud på en parkeringsplads nær travbanen i Aarhus.

Mindre end ni timer senere - tidligt torsdag morgen - blev en 42-årig, der var såkaldt prospect i rockergruppen Satudarah, stukket ihjel på en parkeringsplads på Lenesvej i Brabrand.

Drabene ser ikke umiddelbart til at have en indbyrdes forbindelse, har Østjyllands Politi sagt. Politiinspektør Michael Kjeldgaard har understreget, at ofrene ikke var tilfældige borgere, og at der er tale om opgør i kriminelle miljøer.

Som følge af de blodige handlinger har politiet i flere områder patruljeret mere end sædvanligt.

I pressemeddelelsen lørdag hedder det, at en "bred intensiv efterforskning" fortsat er i gang.

"Efterforskningen har for nuværende ikke bibragt afgørende nyt", lyder det.

Den 42-årige Mohammad Al-Zerjawi drev ifølge Ekstra Bladet en frisørforretning i Viborg, inden han søgte ind i rockergruppen.

/ritzau/

Nyhedsarkiv