Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 14/05/2019 - 10:50

Oppositionen vil give børn ret til et år mere i børnehave

Ifølge Dansk Folkeparti kan SF's forslag om udsættelse af skole virke som mistillid til ledelse og pædagoger.

Af: /ritzau/

Forældre skal have ret til at udskyde børns skolestart med et såkaldt "modenhedsår" i børnehaven.

Det foreslår SF, der får opbakning af Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet.

Det skriver TV2.

Partierne vil, hvis de kan finde et fælles flertal til at danne en rød regering, give forældrene ret til at vælge, om barnet skal have et ekstra år i børnehaven, inden barnet starter i skole.

Beslutningen skal dog være truffet efter samråd med pædagoger og fagligt personale.

- Nogle børn har behov for at lege et år mere i børnehave, før de skal sidde meget koncentreret i folkeskolen. Det vil vi gerne give muligheden for, så de ikke får det nederlag at gå 0. klasse om, siger SF's formand, Pia Olsen Dyhr, til Ritzau.

Et notat fra tænketanken DEA foretaget blandt 630.000 børn viser, at kommuner med lave normeringer også typisk har relativt få børn med sen skolestart.

Omvendt viser tallene, at kommuner med flere pædagoger i børnehaverne også har en større andel af børn, der får skolestarten udskudt.

SF mener, at tallene afspejler, at flere kommuner sender børn for tidligt i skole for at spare penge.

- Vi har lavet et samfund, der er alt for meget på de voksnes præmisser. Børnene skal have ret til at være børn og skal ikke presses i skole, hvis de ikke er klar, siger Pia Olsen Dyhr.

At kommunerne skulle bruge skoleudsættelser som økonomisk værktøj, giver Dansk Folkepartis folkeskoleordfører, Alex Ahrendtsen, dog ikke meget for.

- Det må SF dokumentere, at det gør. Jeg har tillid til, at skoler, pædagoger og ledelserne er ansvarlige - og at de i samråd med forældrene godt kan finde ud af, hvornår et barn skal starte senere, siger han til TV2.

Inden valget har SF sagt, at partiet vil kræve minimumsnormeringer i daginstitutioner af en eventuel socialdemokratisk ledet regering.

Finansieringen af normeringerne skal blandt andet komme ved, at formuer på mere end fem millioner kroner skal beskattes med 0,5 procent årligt.

I første gang lød det fra partiformand Pia Olsen Dyhr, at pengene til det såkaldte modenhedsår skal findes ved, at børnene ikke skal gå et skoleår om og ved at rulle lettelser af formueskat og arveafgift tilbage.

Efterfølgende har SF præciseret finansieringen. Ifølge SF koster modenhedsåret ikke noget i sig selv, fordi udgiften til børnehave svarer nogenlunde til udgiften for skole plus SFO.

Men forslaget vil ifølge SF påvirke økonomien på længere sigt, i forhold til hvor mange af børnene der får gennemført en uddannelse, og hvornår de bliver færdige med den.

SF har ikke forsøgt at beregne de økonomiske konsekvenser, da det ligger 15-20 år ud i fremtiden, oplyses det.

/ritzau/