Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 01/09/2019 - 10:57

OVERBLIK: Flere Venstre-folk ønsker Ellemann som formand

Politisk ordfører Jakob Ellemann-Jensen (V) bliver af flere udpeget som mulig ny formand i Venstre.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Der gik ikke længe, fra at Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen meldte sin afgang som formand, til at flere profiler i partiet meldte deres støtte til Jakob Ellemann-Jensen som kommende formand for partiet.

Flere pegede endda på den politiske ordfører, allerede før formandskabet trak sig.

Lørdag ville Jakob Ellemann-Jensen dog hverken af- eller bekræfte, at han stiller op som formandskandidat ved et ekstraordinært landsmøde 21. september.

Få et overblik over nogle af de Venstre-folk, som åbent støtter Ellemann-Jensen her:

* Michael Aastrup Jensen, folketingsmedlem:

- Vi bliver nødt til at se fremad, så vi kan stoppe al den ødelæggende snak om fløje, så der fremover kun er en fløj - nemlig Venstre. Til den opgave, mener jeg personligt, at Jakob Ellemann-Jensen vil være det bedste bud som formand for vores parti, skriver han på Twitter.

* Jacob Jensen, folketingsmedlem:

- For mig er der ingen tvivl om, at Jakob Ellemann-Jensen bør være Venstres næste formand. Han kan samle partiet og bringe os videre, skriver han på Twitter.

* Martin Geertsen, folketingsmedlem:

- Nu skal vi alle selvfølgelig have tid til at komme os. Men håber og tror, at vi kan samles om Jakob Ellemann som ny høvding i Venstre, skriver han på Twitter.

* Marcus Knuth, folketingsmedlem:

- Jeg håber, at Jakob melder sit kandidatur snart, så vi igen kan få samlet Venstre, skriver han på Facebook.

* Anni Mathiesen, folketingsmedlem:

- Jakob favner bredt i gruppen, og han har de menneskelige egenskaber til at klare opgaven som formand, siger hun til Jyllands-Posten.

* Preben Bang Henriksen, folketingsmedlem:

- Der er heldigvis masser af gode kræfter i Venstre, som vil blomstre op, hvis de får muligheden for det. Personligt kan jeg selvfølgelig ikke undlade at bemærke, at Jakob Ellemann-Jensen umiddelbart vil være mit bud, sagde han til DR Nyheder allerede før Løkkes afgang.

* Erling Bonnesen, folketingsmedlem:

- Jakob Ellemann-Jensen bliver nævnt af mange, og han vil være et godt bud som formand, siger han til TV2 Fyn.

* Louise Schack Elholm, folketingsmedlem:

- Jeg håber, at Jakob Ellemann-Jensen vil melde sig på banen for at samle partiet. Det bliver en stor opgave, men jeg er sikker på, at Jakob vil være den rette, skriver hun på Facebook.

* Ulrik Wilbek, Venstre-borgmester i Viborg:

- Jeg er ikke et sekund i tvivl. Det skal være Jakob Ellemann, siger han til TV2.

* Ib Lauritsen, Venstre-borgmester i Ikast-Brande:

- Jeg er ikke i tvivl om, at alle pile peger på Jakob Ellemann-Jensen, så det er nok også det, jeg vil sige, sagde han, allerede før Løkkes afgang.

* Lars Krarup, Venstre-borgmester i Herning:

- Jeg vil ikke afvise, at det er den rigtige model. I hvert fald har Jakob Ellemann gjort sig parat over flere år i Folketinget og er en vellidt og dygtig mand. Jeg tror på mange måder også, at han kunne være et godt bud, siger han til TV2.

* Karsten Längerich, Venstre-borgmester i Allerød:

- Jeg bakker fuldt op om, at Jacob Ellemann bør blive Venstre næste formand og Danmarks næste statsminister, skriver han på Facebook.

* Kenneth Muhs, Venstre-borgmester i Nyborg:

- Jeg håber, at Jakob Ellemann-Jensen vil påtage sig opgaven, siger han til DR Fyn.

Kilder: Ritzau, DR, Jyllands-Posten og TV2.

/ritzau/

Nyhedsarkiv