Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Tokyo, 15/03/2021 - 10:55

OL-flammen rejser som planlagt - men uden tilskuere

Den berømte fakkel med den olympiske ild bliver sendt afsted 25. marts, men det bliver uden tilskuere.

Philip Fong/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Der bliver ikke ændret i datoen for, hvornår den olympiske flamme påbegynder sin rejse mod Tokyo for at åbne sommer-OL 23. juli.

Arrangøren bekræfter mandag ifølge nyhedsbureauet AFP, at ceremonien, hvor ilden sendes afsted, som planlagt afvikles 25. marts i byen Fukushima.

Til gengæld bliver ceremonien uden tilskuere, ligesom den første lille del af stafetten også vil foregå uden adgang for offentligheden.

Det er besluttet for at forsøge at begrænse risikoen for coronasmitte.

Ceremonien kan dog følges live på en kanal, som OL-arrangøren sætter op.

Beslutningen om ikke at tillade tilskuere til ceremonien var ventet. Nu venter verdens OL-fans så på den officielle udmelding om, hvorvidt udenlandske fans kan komme til Tokyo og overvære OL til sommer.

Japanske medier har skrevet, at udlændinge ikke får adgang til OL, men endnu har arrangøren ikke meldt noget ud. Det ventes, at det sker inden fakkelceremonien 25. marts.

Mens man har valgt at holde fast i startdatoen for faklens traditionsrige rejse frem mod åbningsceremonien 23. juli, har coronapandemien ført til udskydelse af et par testbegivenheder.

I april skulle man efter planen afholde testkonkurrencer inden for både skateboarding og skydning, men coronaudfordringer betyder, at de to begivenheder er rykket til maj.

/ritzau/

Nyhedsarkiv