Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Dayton, 04/08/2019 - 10:59

Nyt skyderi i USA koster 10 mennesker livet i Ohio

Ni er dræbt under skyderi i Dayton i Ohio, bekræfter politiet. Gerningsmanden er det 10. dødsoffer.

Af: /ritzau/

Politiet i den amerikanske delstat Ohio bekræfter, at 10 mennesker er døde under et skyderi i byen Dayton, mens 16 er såret.

Gerningsmanden er det tiende dødsoffer,

Massedrabet er sket ikke mange timer efter, at en gerningsmand skød og dræbte 20 personer i et butikscenter i El Paso i Texas.

Ifølge avisen Dayton Daily News skulle skyderiet være foregået i nærheden af baren Ned Peppers, som ligger i området Oregon District i Dayton.

Der indløb en melding om skyderiet klokken 01.00 lokal tid søndag morgen.

- Vi havde betjente i det umiddelbare nabolag, da de første skud lød, og vi var i stand til at besvare det og gøre en hurtig ende på det, skriver politiet i Dayton på Twitter.

Bileder, der lagt ud på sociale medier, viser, hvordan folk flygter gennem gaderne for at komme væk fra skyderiet.

En BBC-journalist var til en koncert lige i nærheden, da skyderiet gik i gang.

- Jeg blev meget chokeret. Vi blev alle evakueret hurtigt og sikkert, og vi fik besked om at undgå distriktet Oregon, siger journalisten.

Politiet er ikke kommet nærmere ind på omstændighederne ved skyderiet.

Distriktet Oregon i Dayton er kendt for sine natklubber, barer, gallerier og butikker.

/ritzau/