Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 14/06/2020 - 10:42

Minister: Uacceptabelt at der går år mellem tilsyn i dagtilbud

Pernille Rosenkrantz-Theil vil sætte gang i en proces, der skal rette op på mangler i tilsyn i dagtilbuddene.

Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Det er "fuldstændig uacceptabelt", når der i nogle daginstitutioner kan gå flere år imellem, at der bliver ført tilsyn med institutionen.

Sådan lyder det fra børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) om en ny undersøgelse, som fagforbundet FOA har fået lavet.

Undersøgelsen viser blandt andet, at cirka halvdelen af dagtilbuddene får besøg af tilsynet én gang årligt.

Dertil er der 35 procent, som blot får besøg af tilsynet en gang hvert andet år eller sjældnere.

- Det er fuldstændig uacceptabelt, mener Pernille Rosenkrantz-Theil.

Ifølge hende er regeringen bekendt med "store problemer" med tilsynene.

Derfor blev der i februar taget en beslutning om at starte en proces, der skal rette op på området.

Den proces er dog blevet skubbet af coronaudbruddet. Uanset ændrer det ikke ved, at regeringen fortsat arbejder på at forbedre tilsynsområdet.

- Det her duer selvfølgelig ikke, og det gælder ikke kun, at der er for få tilsyn.

- Det gælder også, at der nødvendigvis ikke er uanmeldte tilsyn, og at der ikke alle steder bliver fulgt godt nok op på røde anmærkninger i tilsynene.

- Så der er ret meget at tage fat på, siger Pernille Rosenkrantz-Theil.

Både daginstitutionerne og tilsynene af dem hører under kommunerne. Her er der opbakning til, at der skal rettes op på de mangler, der lige nu er.

- Vi er dybt optaget af - og det har vi også talt med ministeren om i februar - at vi skal sætte en proces i gang, siger Thomas Gyldal Petersen (S), formand for børne- og undervisningsudvalget i Kommunernes Landsforening (KL).

- Vi skal have gravet ud, hvilke elementer det gode tilsyn består af, og hvordan vi kan bruge den viden til at inspirere alle kommuner til at sikre en stærkere systematik omkring tilsynene.

/ritzau/

Nyhedsarkiv