Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 11/10/2019 - 10:59

Mette Frederiksen afviser hurtige sanktioner mod Tyrkiet

Statsministeren mener, det er useriøst, at nogle er klar med meget hurtige bud på sanktioner mod Tyrkiet.

Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Statsminister Mette Frederiksen (S) afviser at drage hurtige konklusioner og kræve omgående sanktioner i kølvandet på Tyrkiets militære offensiv i Syrien.

Det siger hun fredag i et interview med TV2 News.

Statsministeren mener, at hele det internationale samfund, herunder FN og EU, skal på banen.

- Vi har behov for, at det globale verdenssamfund, FN, håndterer situationen.

- Og så synes jeg faktisk, det er et meget godt forslag fra fransk side, at koalitionen mødes. Det støtter jeg op om, siger Mette Frederiksen.

Danmark og Frankrig er med i en international koalition, der bekæmper Islamisk Stat. Franskmændene har foreslået, at koalitionen mødes for at drøfte Tyrkiets ageren.

Torsdag meddelte Norge, at landet vil stoppe sin våbeneksport til Tyrkiet. Sverige har meddelt, at landet vil forsøge at få EU med på en våbenembargo mod Tyrkiet.

Der har også - blandt andre fra USA's præsident, Donald Trump - været luftet muligheden for økonomiske sanktioner.

Mette Frederiksen vil først have diskuteret det grundigt, inden hun kommer med en udmelding.

- Du får mig ikke til at konkludere på denne situation, og jeg må sige i hel stilfærdighed, at jeg synes, det er useriøst, dem der er i stand til at gøre det med den hast, jeg ser.

- Fordi det er en både alvorlig og svær situation, og den skal vi selvfølgelig reagere på. Men vi skal også gøre det klogt, siger hun til TV2 News.

Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, har advaret om, at han er klar til at lade over 3,5 millioner syriske flygtninge vandre mod Europa, hvis europæerne fortsætter med at kritisere den tyrkiske offensiv i det nordlige Syrien.

Det nordøstlige Syrien bliver kontrolleret af den kurdiske YPG-milits. Kurderne har længe været en tæt allieret med USA i kampen mod Islamisk Stat.

Den militære aktion har været varslet i et stykke tid af den tyrkiske præsident. Den kommer, efter at USA har trukket sine tropper ud af området.

Den tyrkiske regering mener, at kurderne er en trussel.

/ritzau/

Nyhedsarkiv