Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 04/12/2024 - 10:56

Mangeårig Herlev-borgmester stopper ligesom flere S-stemmeslugere

Socialdemokratiet har sagt farvel til flere borgmestre, som bliver svære at erstatte frem mod næste års valg.

Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Socialdemokratiets Thomas Gyldal Petersen stopper efter 13 år som borgmester i Herlev, hvor borgmesterposten har været uafbrudt socialdemokratisk siden 1970.

Det fremgår af en pressemeddelelse onsdag formiddag, og dermed er han en af flere socialdemokratiske borgmestre og stemmeslugere, som partiet skal forsøge at erstatte til kommunalvalget om et år.

- Det har været et stort privilegium at tage ansvar for den by, jeg har levet i hele mit liv. Jeg er stolt af de resultater, jeg har stået i spidsen for at skabe i Herlev, siger han.

Han har besluttet ikke at genopstille til kommunalvalget i november 2025 og vil anmode om at udtræde af byrådet ved årsskiftet.

Den 49-årige politiker har været valgt til kommunalbestyrelsen i 27 år og uddyber, at beslutningen er hans egen, selv om den ikke har været nem.

- Hele mit voksne liv har handlet om politik, og jeg har været bevidst om, at den dag ville komme, hvor andre med nye idéer og stort politisk engagement vil tage over.

- Socialdemokratiet i Herlev har dygtige yngre kræfter, der kan løfte opgaven. Personligt har jeg et ønske om at bruge mig selv og lære noget nyt uden for livet som folkevalgt, siger han i meddelelsen.

For mindre end en måned siden blev han næstformand i KL, da Jacob Bundsgaard trådte tilbage efter mange år som borgmester i Aarhus og næstformand i kommunerne.

Den post bliver Thomas Gyldal Petersen nødt til at forlade, men det fremgår ikke hvornår. Det er også uvist, hvem hans midlertidige afløser som borgmester bliver.

Ved valget i 2021 fik han flest stemmer og knap hver fjerde af samtlige stemmer i Herlev Kommune, hvilket dog var en mærkbar tilbagegang i forhold til 2017.

Socialdemokratiet står dårligt i meningsmålingerne på landsplan, og den afgående borgmester er en blandt flere stemmeslugere, som partiet må sige farvel til forud for kommunalvalget til november 2025.

Flere af de prominente navne har kaldt det et godt tidspunkt at stoppe på, da deres afløser dermed har et år til at sætte sig i stolen og til at skabe en profil frem mod valget.

Blandt de afgående socialdemokratiske borgmestre er Københavns Sophie Hæstorp Andersen, Aarhus' Jacob Bundsgaard, Holstebros H.C. Østerby, Frederikshavns Birgit S. Hansen, Faaborg-Midtfyns Hans Stavnsager, Fredericias Steen Wrist og Aalborgs Thomas Kastrup Larsen.

Ritzau forsøger at få et interview med Thomas Gyldal Petersen.

/ritzau/

København, 04/12/2024 - 09:54

Ny sæson af Stormester: Kendte komikere blandt deltagerne

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Værterne Lasse Rimmer og Mark Le Fêvre får blandt andre selskab af Lars Hjortshøj og Ane Høgsberg i den niende sæson af TV 2-succesen "Stormester".

Få en isblok til at smelte hurtigst muligt eller få et lys til at brænde hurtigst ud.

Det er blandt de finurlige udfordringer i TV 2's underholdningsprogram "Stormester", og nu er fem nye kendisser klar til at kaste sig ud i opgaverne.

Det afslører holdet bag "Stormester" på sin Instagram-profil.

De fem kombattanter i den forestående niende sæson er komiker, skuespiller og tv-vært Lars Hjortshøj, komikerne Ane Høgsberg, Mikkel Klint Thorius og David Minerba samt Mette Søndergaard, der ud over at være komiker også er skuespiller og dramatiker.

- I kan godt begynde at glæde jer! Det tegner til at blive en vanvittig sæson!, lyder det i opslaget på det sociale medie.

Løsningerne på udfordringerne bliver bedømt af programmets såkaldte stormester i skikkelse af Lasse Rimmer, mens Mark Le Fêvre styrer slagets gang.

Ud over den kommende niende sæson af "Stormester" er en særudgave af programmet på vej.

Ved årsskiftet har en nytårsspecial premiere.

Her dyster DR-journalisten Clement Kjersgaard, influencer Fredrik Trudslev, kagekendis Rosa Kildahl, skuespiller Ditte Hansen samt rapstjernen L.O.C., der for nylig er sprunget ud som komiker, mod hinanden.

Sidste år blev vindernes vinder kåret i en særsæson, hvor tidligere vindere af programmet, blandt andre tv-vært Sofie Linde og komiker Christian Fuhlendorff, stod ansigt til ansigt.

Forrige år blev den bedste af de værste kåret i særsæsonen "Stormester - en chance til".

Her var komikerne Thomas Warberg og Linda P blandt dem, der forsøgte at få oprejsning.

Der er endnu ikke offentliggjort en dato for premieren af den kommende niende sæson af "Stormester".

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 04/12/2024 - 07:00

Linda P og Sussi i ny kendisudgave af Den store bagedyst

Fra comedy til kage. Linda P og Nikolaj Stokholm samt Youssef Wayne Hvidtfeldt, Molly Egelind, Sussi og Søren Vester medvirker i ny kendisudgave af bagedysten.

Tager man to komikere, to skuespillere, en tv-vært og en musiker, har man ingredienserne til den kommende kendisudgave af "Den store bagedyst - med stjernestøv", som kan ses på DR1 og DRTV 1. januar.

Det annoncerer public service-stationen i en pressemeddelelse.

Deltagerne tæller komikerne Linda P og Nikolaj Stokholm, Molly Egelind, kendt fra "Sygeplejeskolen", og Youssef Wayne Hvidtfeldt, som fik sit store gennembrud i DR-dramaet "Huset" sidste år, samt musikeren Sussi Nielsen og tv-værten Søren Vester.

De celebre amatørbagere skal igennem to discipliner, inden vinderen kan kåres: en hemmelig udfordring, som skal ende ud i en kage, der ligner en af de andre deltagere i teltet, og så det store mesterværk, som de har forberedt hjemmefra.

- Dommerduoen, Katrine Foged Thomsen og Markus Grigo, bliver udfordret med alt fra sammenstyrtede mesterværker til smagen af julesild, og så er der særligt én af kagerne, der blæser dem bagover.

- Sussi giver undervejs et nummer på elguitaren, og Søren Vester forsøger sig med en kage med blåskimmelost fra sin hjemegn, Thise, lyder det fra DR.

Det er nemlig de velkendte bagedystdommere, Katrine Foged Thomsen og Markus Grigo, som også skal smage og bedømme kendissernes kreationer ligesom i den almindelige udgave af "Den store bagedyst", og så kickstarter programmets vært, Timm Vladimir, traditionen tro kagekonkurrencen med ordene: "Klar, parat, bag!".

DR præsenterede sidste år "Den store bagedyst - med stjernedrys".

Her løb livsstilsekspert Anne Glad med titlen og trofæet foran Løvens hule-investor Jacob Riisgaard, ekshåndboldspiller Jesper Nøddesbo, komiker Natasha Brock og podcastvært Ditte Okman.

Men det var faktisk ikke første gang, at der har været kendisser med i kagekonceptet.

I den første julespecial af programmet tilbage i 2012 - et par måneder efter at "Den store bagedyst" havde premiere for allerførste gang - deltog Vild med dans-veteranen Thomas Evers Poulsen, forfatteren og foredragsholderen Signe Wenneberg samt skuespillerne Trine Pallesen og Pernille Højmark i kagekonkurrencen.

Dengang var det Thomas Evers Poulsen, som snuppede titlen og trofæet. Sådan en sejr har hans forlovede, Sæþór Kristínsson, også nappet. Han vandt nemlig 2021-udgaven af den ordinære udgave af programmet.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 04/12/2024 - 10:00

FAKTA: Juletræets udbredelse

* Tyskland er det europæiske land, der eksporterer allerflest juletræer. Det er også fra Tyskland, man mener, at traditionen stammer.

* I 1808 blev Danmarks sandsynligvis første juletræ tændt i hjemmet hos grevinde Wilhelmine Holstein på godset Holsteinsborg.

* Omkring 1830 havde juletræet vundet indpas i det højere københavnske borgerskab og spredte sig siden til almindelige hjem.

* Hvert eneste år høster danske juletræsproducenter cirka 12 millioner juletræer. Cirka 10,5 millioner eksporteres.

* I Danmark bruger vi oftest nordmannsgran og rødgran som juletræer.

Kilder: Danske Juletræer, Faktalink og Nationalmuseet.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 04/12/2024 - 10:00

Undgå ubudne gæster i juletræet med skadedyrsbekæmperens fif

Morten Rasmussen/Ritzau Scanpix

Dit juletræ kan gemme på alt fra biller til bladlus, når det kommer ind ude fra skoven. Men med et par simple råd kan du minimere insekterne i julestuen.

Juletræet med sin pynt er en obligatorisk hyggespreder i mange danske hjem.

Men faktisk kan de knejsende graner være fyldt med kryb og kravl fra naturen, hvor de er groet.

Derfor får du her et par bud på, hvordan du kan slippe for skovens ubudne julegæster.

Hvis der pludselig kravler edderkopper, bladlus eller ørentvister på gulvet mellem alle julegaverne, så skyldes det blot, at insekterne tror, at det allerede er blevet forår.

Det forklarer Claus Schultz, der er teknisk chef i Rentokil Skadedyrsbekæmpelse og formand for brancheforeningen for skadedyrsfirmaer.

- De har siddet ude i naturen og været mere eller mindre i hi. Men så mærker de varmen fra julestuen og begynder at drøne omkring, siger han.

Der er dog ingen grund til panik.

- Vi har altid nogle, der henvender sig og tror, at nu æder de hus og julegaver. Det gør de altså ikke, siger Claus Schultz og griner.

Til gengæld lyder anbefalingen at banke juletræet hårdt mod jorden udenfor, så ryster man mange af dyrene af.

- Derefter kan du sætte det udenfor et par dage, inden du tager det ind i stuen. Spul eventuelt juletræet med en vandslange inden, siger den tekniske chef.

Skulle uheldet alligevel være ude, og der er julebal med insekter på gulvet, kan man svinge støvsugeren og huske at smide posen ud efter, så de ikke kravler op igen.

Man kan eventuelt også holde træet i en udestue, hvor det er knap så varmt, hvis det er muligt, lyder anbefalingen fra direktør i brancheforeningen Danske Juletræer, Claus Jerram Christensen.

Han forklarer, at der tidligere har været større forskel på økologiske og konventionelle træer.

Grundreglen er dog stadigvæk, at konventionelle juletræsproducenter bekæmper skadedyr og ukrudt med sprøjtemidler, mens økologiske juletræsproducenter som regel ikke gør.

- Og så vil jeg anbefale, at man holder træet frisk, siger han.

- Hvis du selv har fældet det, er det selvfølgelig nyskovet. Men har du købt det, er det en god idé at save en lille del af stammen og sætte træet i vand, indtil det skal ind.

Man kan med fordel bruge en juletræsfod med vand i, da et friskt træ ikke brænder, hvis der skal levende lys på, og uheldet er ude, lyder direktørens opfordring.

Når så juletræet har pyntet og er blevet danset omkring, har Claus Jerram Christensen et sidste råd.

Har man en have, kan man skære grenene af bruge dem som kompost. Selve træet kan eventuelt bruges som brænde.

- Ellers kan du aflevere det på din kommunale genbrugsplads, hvor det efterfølgende bliver til grøn varme, siger direktøren.

Ifølge Danske Juletræer havner over halvdelen af træerne som biobrændsel, mens godt en fjerdedel ender som kompost.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek