Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Accra, 13/09/2018 - 02:36

Kofi Annan får statsbegravelse i Ghana

Torsdag er der afholdt en officiel mindeceremoni i Ghana for tidligere generalsekretær i FN Kofi Annan.

Af: /ritzau/

Der er torsdag blevet afholdt en officiel mindeceremoni i Ghanas hovedstad, Accra, for FN's tidligere generalsekretær Kofi Annan. Senere afholdes en privat begravelse, hvor Annan bliver stedt til hvile.

Kofi Annan døde den 18. august i sit hjem i Schweiz efter kort tids sygdom. Han blev 80 år.

FN's nuværende generalsekretær, António Guterres, siger om sin ven:

- Kofi Annan var FN, og FN var ham.

- Når vi møder modvind i disse kriseramte og turbulente tider, må vi altid lade os inspirere af Kofi Annans eftermæle, siger António Guterres.

Kofi Annan var generalsekretær i FN fra 1997-2006. Året efter at han fratrådte stillingen, oprettede han Kofi Annan Fonden, som arbejder for fred, udvikling og menneskerettigheder.

I 2001 modtog Annan Nobels fredspris.

Annan arbejdede til det sidste med diplomatiske og humanitære indsatser flere steder i verden.

Blandt andet stod han i 2016-17 i spidsen for en kommission, der var nedsat for at afdække vilkårene for rohingya-mindretallet i Rakhine-delstaten i Myanmar.

/ritzau/AFP