Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Geneve, 10/03/2019 - 10:39

Jetfly lander i Genève - ventes at hente algerisk præsident

Gulfstream står og venter i Genève. Kilde siger, det skal flyve Bouteflika hjem til uroligt Algeriet.

Af: /ritzau/

Et regeringsfly fra Algeriet er landet i Genève lufthavn i Schweiz. Det forventes at hente den skrantende algeriske præsident, Abdelaziz Bouteflika.

Det oplyser en kilde i hovedstaden Algier til nyhedsbureauet Reuters.

Den 82-årige præsident har de sidste to uger været indlagt på et hospital i Genève, mens der har været store protester i Algeriet mod ham og hans styre.

Der er mødt mange politifolk op i lufthavnen Cointrin i Genève, hvor flyet, en Gulfstream, står parkeret.

Algeriets regering har ikke sagt noget om, hvad der er flyets opgave.

Bouteflika har været ved magten i Algeriet siden 1999. Han har sjældent vist sig offentligt, siden han i 2013 fik et slagtilfælde.

Han har meddelt, at han agter at genopstille til præsidentposten for femte gang ved valget 18. april. Det har udløst store demonstrationer i landet med krav om, at han trækker sig.

/ritzau/