Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Tokyo, 26/12/2020 - 10:53

Japan har tilfælde af mere smitsom coronavirusvariant

Fem personer er sendt i karantæne, efter at de blev testet positive ved deres ankomst til Japan fra London.

Issei Kato/Reuters

Af: /ritzau/dpa

Japan har bekræftet de første tilfælde af den nye og mere smitsomme coronavirusvariant, der for nylig blev opdaget i Storbritannien.

Fem personer er sendt i karantæne, efter at de blev testet positive ved deres ankomst til Japan fra Storbritannien i dagene 18. - 21. december, oplyser den japanske sundhedsminister, Norihisa Tamura.

Det tyske nyhedsbureau dpa citerer de japanske myndigheder for, at det er den nye muterede variant påvist i Storbritannien.

De fem personer, som blev konstateret smittede, ankom til Japan umiddelbart før landet torsdag indførte midlertidigt forbud mod udenlandske tilrejsende fra Storbritannien.

Det er nu kun japanske borgere og udenlandske statsborgere med fast ophold i Japan, som får tilladelse til at komme ind i landet. De skal tilbringe 14 dage i karantæne ved ankomsten til Japan.

Siden pandemiens udbrud er der i Japan påvist 215.000 smittetilfælde og 3200 coronarelaterede dødsfald. Japan har hidtil undgået et udbrud af samme omfang som i USA og Europa.

Antallet af smittetilfælde i hovedstaden Tokyo nåede lørdag op på et rekordhøjt antal, da der blev registreret 949 nye smittetilfælde. Det sker forud for nytåret, hvor en meget stor del af storbyens indbyggere plejer at tage ud til provinserne.

Premierminister Yoshihide Suga har indtrængende opfordret alle til at holde "et roligt nytår" og blive hjemme og holde social afstand.

Der blev fredag bekræftet 3823 nye smittetilfælde, hvilket er en rekordhøj stigning for tredje dag i træk.

Frankrig registrerede fredag landets første tilfælde af den nye coronavirusvariant. En fransk mand blevet testet positiv for den nye variant, efter at han forleden vendte tilbage til Frankrig fra London, hvor han bor til daglig.

Manden ankom til Frankrig 19. december. Han blev testet på et hospital 21. december, hvor det blev bekræftet, at han er smittet med coronavarianten.

/ritzau/dpa


Nyhedsarkiv