Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 05/01/2025 - 10:53

Holger Runes overmand går hele vejen i Brisbane

Reilly Opelka trak sig med en skade i finalen mod Jiri Lehecka, som slog Holger Rune ud af Brisbane.

William West/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Holger Runes første turnering i sæsonen var lidt af en skuffelse, da han som tredjeseedet led et nederlag til tjekkiske Jiri Lehecka i første runde.

Men måske var den danske tennisspiller bare oppe imod en spiller i absolut topform.

I hvert fald lykkedes det søndag Lehecka at gå hele vejen og vinde ATP-turneringen i Brisbane.

Det skete godt nok på en lidt kedelig baggrund. Finalemodstanderen Reilly Opelka fra USA måtte allerede trække sig ved stillingen 1-4 med en rygskade, og Lehecka havde svært ved at finde en passende grimasse, da han takkede for kampen.

Nærmest nøjagtig det samme var tilfældet tidligere søndag i kvindernes finale i Auckland, hvor Clara Tauson strøg til tops, fordi Naomi Osaka blev skadet.

Med Australian Open en uge ude i horisonten er der da også særligt god grund til at passe på sig selv.

Opelka havde ellers vist sig stærkt spillende i løbet af ugen i Australien. Her havde han blandt andre slået den serbiske verdensstjerne Novak Djokovic.

- Vi har arbejdet på ryggen hele dagen, men desværre var den ikke blevet god nok til at spille med, siger Opelka på banen efter finalen.

Amerikaneren rangerede i 2022 som nummer 17 i verden, men han blev samme år sat kraftigt tilbage af en hofteoperation, der fjernede en godartet tumor.

Han er i dag nummer 293 i verden, men kan se frem til et stort spring på verdensranglisten efter denne uges præstation.

Opelka står således til at avancere 122 pladser, når ranglisten opdateres igen.

Jiri Lehecka, nummer 28 i verden før opdateringen, har nu vundet to titler på højeste niveau.

/ritzau/

København, 05/01/2025 - 08:00

Linda P's blå bog: Fra bygningsmaler til komiker

* Født i 1984 og bærer det fulde navn Linda Petersen.

* Kommer fra Hvidovre og tog en uddannelse som bygningsmaler, inden hun gik komikkens vej som professionel standupper og skuespiller.

* Står bag seks onemanshows. Det seneste, "Slutty Mary", turnerede hun med i år.

* Er mor til datteren Nanna, som kom til verden i 2020.

Kilde: ritzau.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 05/01/2025 - 08:00

Linda P laver forbud for datteren

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Komiker Linda P har forbudt datteren at bruge sociale medier på trods af sin egen succes på Instagram. Her bryder hun tabuer og danser grimt.

Komiker Linda P har fået stor succes på sociale medier og på tv-skærmene rundt om i stuerne.

Men hjemme hos hende selv har alenemoren besluttet, at datteren skal leve mere analogt.

- Uden at være fordømmende omkring andres valg vil jeg gerne selv gå kontra på iPads. Jeg har kun overgivet mig en enkelt gang på en meget lang flytur, siger hun med et smil på læben.

I privaten hos Linda P er det særligt blevet et stort "nej" til den omdiskuterede platform TikTok, der ikke må være i datterens liv.

- Så længe hun bor under mit tag, får hun ikke lov til at være på TikTok. Jeg hører hele tiden om folk, der føler sig utilstrækkelige på grund af det, siger den kendte komiker og fortsætter:

- Man bliver dummere dag for dag, imens man sidder og glor på det. Det er jo ikke en læringsplatform, som det er i andre lande, siger scenevante Linda P, der har afrundet sit sjette onemanshow, "Slutty Mary", hvor hun fortæller om livet som single og alenemor til sin datter.

Forbuddet mod iPads og TikTok handler særligt om, at hun gerne vil bruge tid med sin datter.

- Det er helt egoistisk og et spørgsmål om jalousi. Jeg vil hellere have, at hun er sammen med mig. At vi kan tage ud i naturen eller spille håndbold sammen, siger hun og tilføjer grinende:

- Den der iPad skal ikke vinde over mig. Den skal ikke vinde over det, jeg kan byde på.

Men den kendte komiker og entertainer har dog lavet en undtagelse for sit eget forbud.

- Hvis man skal bruge det, skal man lære at bruge det til sin egen fordel. Brug det som en salgskanal eller forretning. Alt det andet vil jeg til enhver tid råde til, at man går udenom, siger den populære komiker, der selv i skrivende stund har knap 100.000 følgere på Instagram.

Her elsker den 40-årige komiker at "danse grimt", som hun selv beskriver det.

- Jeg danser bare. Måske er der nogen derude med hængepotter, der kan identificere sig med det og min grimme dans, siger hun med et smil på læben.

For Linda P handler det om at give følgerne en "optur", hvis de har en dårlig dag, som hun beskriver det.

Men tilstedeværelsen på Instagram blev også en del af en mere personlig rejse, som Linda P har været på.

- Jeg ville gerne væk fra at fedte rundt i, at jeg er en drengepige, uden at jeg blev cringe og pinlig. Jeg har længe været drengerøvs-Linda, der har nægtet at forholde sig til, at jeg var kvinde, siger hun.

Ud over at være aktiv på Instagram er Linda P igen vært på programmet "Roasted", der får en sæson mere på streamingtjenesten Prime Video senere i 2025.

Her skal kendte danskere på skift sidde i den varme stol og modtage drillerier fra kollegerne.

Selv om Linda P ikke kan afsløre hverken premieredato eller programmets deltagere, lover hun, at der kommer til at være "ret heftige overraskelser" i programmet.

På samme streamingtjeneste kan hun netop nu ses i programmet "LOL: Den der ler sidst".

Her kommer ti kendte danskere som komiker Lars Hjortshøj, Klovn-stjernen Mia Lyhne og skuespiller Rasmus Bjerg på prøve, når de indespærret i et rum skal få hinanden til at grine, imens de selv forsøger at holde masken.

Alle seks afsnit af programmet er tilgængelige på Prime Video.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 04/01/2025 - 10:00

FAKTA: Uld holder bedst på fugt

* Uld kan indeholde op til 40 procent fugt uden at føles vådt.

* Hamp og hør ligger på 30 procent.

* For bomuld er tallet 20 procent. 

* De syntetiske tekstiler polyester og polyamid ligger helt nede på 2 procent.

Kilde: Johnny Rodam, sektionsleder, Teknologisk Institut.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 04/01/2025 - 10:00

Vinterens tørre luft gør dig elektrisk: Sådan aflader du tøjet

Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Drop skyllemidlet, og ifør dig masser af uld, hvis du gerne vil undgå alt for mange stød fra bluseærmerne i vinterkulden.

Blusen klistrer irriterende til kroppen og gnistrer måske endda, når du trækker den over hovedet. Vintertid er sæson for elektrisk tøj, og det er en udfordring, der er svær helt at undgå.

Men der er tiltag at ty til for at minimere den, fortæller Johnny Rodam, der er sektionsleder Teknologisk Institut og specialiseret i tekstiler.

- Man kan gå i masser af uldtøj på denne her årstid. De tekstiler, der har de største problemer med statisk opladning, er nemlig de syntetiske som polyamid og polyester, siger han.

Uld og andre naturlige tekstiler, som for eksempel hør og hamp, holder bedre på fugt end syntetiske tekstiler, og det er smart, fordi vandet i fibrene leder elektriciteten væk fra kroppen.

Fugt er netop kuren mod elektriciteten, der kaldes statisk opladning. Den opstår naturligt, når du bevæger dig, og for eksempel dine bukseben gnider mod hinanden.

Om sommeren mærker du dog ikke lige så høj grad til det, fordi den høje luftfugtighed gør, at tøjet hele tiden bliver afladet. Men om vinteren falder luftfugtigheden, og dermed bliver elektriciteten siddende i stoffet.

Ud over at klæde sig i uld, som er i stand til at rumme masser af fugt, er det også en god idé at undgå at bruge skyllemiddel, når du vasker tøj.

- Skyllemidler er ofte vandafvisende. Det gør det derfor sværere for tøjet at optage fugt, hvilket det helst skal gøre så meget som muligt, siger Johnny Rodam.

Han ser i øvrigt en tendens til, at specielt nye boliger har en meget lav luftfugtighed, og det øger forekomsten af statisk opladning.

- Det handler om, at man ikke vil risikere, at der bliver dannet skimmelsvamp. Men nogle moderne hjem har en luftfugtighed, der ligger helt nede på 40-50 procent, og det ville være bedre, hvis den lå lidt højere, lyder det fra Johnny Rodam.

Får du ofte stød, når du rører ved ting i dit hjem, råder Johnny Rodam dig til at aflade dig selv et par gange om dagen. Det kan du gøre ved at lægge en flad hånd på for eksempel køkkenbordet.

- I det øjeblik, du rører en flade, bliver elektriciteten, der har ophobet sig i dit tøj, afladet. Det kan være ved at røre ved en bordplade, forklarer han.

Går du med sko indenfor, kan det også være en god idé at tage dem af, da de isolerer dine fødder mod gulvet, og det gør, at du oplader endnu mere.

Hvis du lader dine fødder være i direkte kontakt med gulvet, foregår der derimod en løbende afladning fra dem til gulvbrædderne.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek