København, 10/06/2019 - 10:52
Henrik Sass Larsen sygemeldt og melder fra som ministeremne
Henrik Sass Larsen har sygemeldt sig og vil derfor ikke stå til rådighed som minister i en ny regering.
Af: /ritzau/
Socialdemokratiets gruppeformand, Henrik Sass Larsen, er blevet sygemeldt og står ikke til rådighed som minister i en ny regering. Det bekræfter Socialdemokratiets pressetjeneste.
Ifølge DR har Henrik Sass Larsen også besluttet, at han ikke vil genopstille til Folketinget ved næste valg.
Henrik Sass Larsen havde ikke fået nok personlige stemmer ved onsdagens valg, men han kan alligevel beholde sin plads i Folketinget på grund af listestemmer.
Han fik det sidste af partiets otte mandater i Sjællands Storkreds.
Det er ikke umiddelbart klart, om sygemeldingen har en karakter, så der bliver indkaldt en suppleant, når det nye Folketing træder sammen.
I februar kom det frem, at Sass Larsen har haft en depression. Det fortalte han i et stort interview med Politiken.
Han fortalte, at han i oktober blev ramt af en depression, der i næsten to måneder fik ham til at sove "19-20 timer i døgnet" og føre daglige samtaler med en psykolog.
/ritzau/