Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 18/04/2020 - 10:26

Halvdelen af forældrene ønsker pasning i genåbnede dagtilbud

Utryghed får nogle forældre til at holde børn hjemme fra dagtilbud, fortæller KL-formand Jacob Bundsgaard.

Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Det er kun mellem 40 og 50 procent af forældrene til børn i dagtilbud, der har sagt, at de har behov for en plads til deres barn i de genåbnede institutioner.

Det viser en rundspørge blandt kommunerne, som Kommunernes Landsforening (KL) står bag. 83 af landets 98 kommuner er genåbnet i denne uge. Af dem har 62 kommuner besvaret rundspørgen.

Jacob Bundsgaard (S), der er formand for KL, har indtryk af, at nogle forældre vælger at holde deres børn hjemme lidt endnu på grund af utryghed over situationen med coronavirus.

- Jeg tror bestemt, at der er forældre, der både er utrygge, og som lige venter og ser tiden an. Jeg er også ret sikker på, at vi vil se flere og flere forældre, som ser, at det faktisk er et godt og trygt tilbud, der bliver givet, og som derfor vælger at sende deres børn i daginstitution.

- Derfor kommer vi til at opleve, at kapaciteten bliver presset, siger han.

Langt størstedelen af de 62 kommuner, som har besvaret rundspørgen, har kunnet tilbyde alle, der har ønsket det, en plads i de genåbnede dagtilbud.

Københavns Kommune er blandt dem, der har givet besked til KL om, at de ikke kan tilbyde pasning af børn til alle de forældre, der ønsker det.

Kommunerne har i de tilfælde været nødt til at prioritere, hvilke forældre der så kan få passet deres børn.

Det skyldes, at selv om det kun er cirka halvdelen af institutionsbørnene, der bliver passet, bliver alle dagtilbuddenes faciliteter brugt. Også alle ansatte er tilbage på arbejde, oplyser KL.

- Der er fundet gode løsninger og plads til langt, langt de fleste forældre, som har brug for pasning i dagtilbuddene. Kommunerne melder til gengæld også, at med de nuværende retningslinjer og rammer er kapaciteten brugt fuldt ud, siger Jacob Bundsgaard.

Ifølge ham tænker dagtilbuddene kreativt i forhold til at sætte telte op, låne lokaler og udnytte den plads, der ellers er.

Dog er det ikke muligt at gøre plads til alle børnene i alle institutionerne med de nuværende retningslinjer om, at der skal være ekstra god plads mellem børnene.

/ritzau/

Nyhedsarkiv