Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Conakry, 14/02/2021 - 11:00

Ebola kræver første ofre siden 2016 i tidligere epicentrum

En smittet sygeplejerske er en blandt fire personer, der er døde efter ebolasmitte i vestafrikanske Guinea.

Carl De Souza/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

For første gang siden 2016 har det vestafrikanske land Guinea registreret dødsfald som følge af smitte med ebola.

Det siger landets sundhedsminister, Remy Lamah, til nyhedsbureauet AFP.

I alt fire personer er døde efter at have været smittet med virusset, der hærgede Vestafrika fra 2013 til 2016.

Blandt dem er en sygeplejerske, der blev syg i slutningen af januar og blev begravet den 1. februar. Det oplyser Sakoba Keita, der står i spidsen for Guineas instans for sundhedskontrol, til lokale medier ifølge AFP.

De tre øvrige ofre var alle med til sygeplejerskens begravelse, tilføjer han.

- Blandt dem, der deltog i begravelsen, var otte personer, der havde symptomer: Diarré, opkast og blødning.

- Tre af dem er døde, og fire andre er på hospitalet, siger han.

11.300 smittede personer døde under udbruddet fra 2013 til 2016.

Guinea var det første epicentrum for udbruddet. Her blev de første tilfælde fundet i slutningen af 2013, inden det spredte sig til nabolande.

/ritzau/

Nyhedsarkiv