Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Barcelona, 15/04/2022 - 10:44

Barcelona-boss er flov over tysk fremmøde på Camp Nou

Der skulle have været 5000 Frankfurt-fans, men der kom seks gange så mange og støttede tyskerne på Camp Nou.

Albert Gea/Reuters

Af: /ritzau/

Barcelona-præsident Joan Laporta kalder det pinligt og ydmygende, at cirka 30.000 Eintracht Frankfurt-fans indtog Camp Nou torsdag aften.

Som om det ikke var nok, ekspederede Frankfurt også Barcelona ud af Europa League med en sejr på 3-2 torsdag aften.

Dermed gik Frankfurt videre til semifinalerne i den turnering, Barcelona var en af de største favoritter til at vinde.

- Hvad der skete, gør mig helt ærligt flov, og jeg føler mig ydmyget. Der var mange fans fra det andet hold og ikke mange fra vores, siger Laporta til Barcelonas tv-kanal.

Præsidenten henviser til det samlede tilskuertal på 79.468, hvor langt over en tredjedel var fans af det tyske bundesligamandskab.

Der var ellers kun udstedt 5000 billetter til tyskerne. Men langt flere endte med at komme på stadion. Det betød også, at udeholdet fik massiv opbakning i hele kampen.

På banen gik det heller ikke godt for Barcelona, som kom bagud 0-3 til Jesper Lindstrøm og co.

To reduceringer fra Barcelona i tillægstiden kunne ikke forhindre Frankfurt i at gå videre med en samlet 4-3-sejr efter 1-1-kampen i Tyskland for en uge siden.

- Jeg er meget ked af det, der er sket. Vi kan forsøge at forhindre den slags situationer, men vi vil så blive nødt til at være meget mere strikse. Vi kan ikke tillade, at den slags situationer sker, fastslår Laporta.

Barcelona-træner Xavi Hernandez erkender, at det ikke hjalp hjemmeholdet, at der var tysk folkefest på lægterne.

- Jeg forsøgte at fortælle spillerne, at det vigtige var, hvad der skete på banen, men helt logisk kan det have påvirket os. Det er klart, siger Xavi.

Han var heller ikke tilfreds med fodboldspillet på banen, hvor Frankfurt straffede Barcelona hårdt på omstillinger og dygtigt kontraspil.

/ritzau/

Nyhedsarkiv