Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 30/03/2022 - 10:56

Anklager er ved at se på straffesag om løgn i Tibetsag

Forsvarer for tiltalt leder i politiet opfordrer Statsadvokaten i København til anstændighed - sag bør slutte.

Af: /ritzau/

Anklagemyndigheden er ved at overveje, hvad der skal ske med straffesagen mod to politifolk, der er tiltalt for at have løjet for en dommer i Tibetsagen.

Det oplyser vicestatsadvokat Gyrithe Ulrich i Statsadvokaten i København.

Det er snart fire år siden, at tiltalen om falsk forklaring for retten blev rejst. Men på grund af Tibetkommissionens arbejde har sagen ligget stille.

Den handler om, hvad vicepolitiinspektør Claus Hjelm Olsen og politikommissær Henrik Oryé forklarede i et retsmøde i Københavns Byret for ni et halvt år siden.

- Vi er i gang med at læse kommissionens beretning og vurderer, hvordan vi kan komme videre med straffesagen, oplyser Gyrithe Ulrich.

Hvornår der kommer en afgørelse i sagsbehandlingen, kan hun ikke sige noget om.

- Men vi er i gang og vil gøre vores til, at sagen kan komme videre og nå en afgørelse, skriver vicestatsadvokaten i en mail.

I en beretning mandag slog Tibetkommissionen for anden gang fast, at politiet gjorde sig skyldig i klart ulovlige ordrer og handlinger - altså indgreb mod borgernes ret til at ytre sig. Blandt andet ved statsbesøget af Kinas præsident Hu Jintao i 2012.

Men kommissionen justerer i høj grad forklaringen på, hvorfor ulovlighederne fandt sted.

De skal "ses i lyset af Udenrigsministeriets og PET's mangeårige videregivelse af de kinesiske ønsker og den udbredte forståelse blandt såvel politipersonale som ledende politimedarbejdere og ageren derefter."

Det var netop om statsbesøget i 2012, at de to ifølge tiltalen kom med falsk forklaring, da de i retten i august 2013 besvarede spørgsmål om politiindsatsen.

Forsvareren for den ene, advokat Martin Cumberland, mener, at anklagemyndigheden i lyset af beretningen fra kommissionen bør sætte punktum, eventuelt i form af et tiltalefrafald.

- Det ville være den anstændige udgang på et i forvejen langstrakt forløb, som har haft store personlige konsekvenser for min klient, siger han.

Den anden forsvarer ønsker ikke at udtale sig.

ritzau/

Nyhedsarkiv