Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Svendborg, 25/04/2022 - 10:54

72-årig erkender at have kvalt hustru ihjel i Svendborg

Søndag blev en ældre mand fængslet for drab på hustru. Mandag oplyser politiet, at drabet skete ved kvælning.

Af: /ritzau/

En 72-årig mand har selv erkendt at have dræbt sin hustru ved at kvæle hende i Svendborg i weekenden.

Det kom frem i søndagens grundlovsforhør, hvor manden blev varetægtsfængslet i foreløbigt fire uger, oplyser Fyns Politi mandag til Ritzau.

Ifølge sigtelsen dræbte manden den 73-årige kvinde på et tidspunkt mellem fredag klokken 9 og lørdag klokken 9.30 i Svendborg.

Manden er foreløbigt varetægtsfængslet frem til 19. maj. Efter retsmødet søndag accepterede han fængslingen.

Der var lukkede døre ved søndagens grundlovsforhør. Derfor er det kun sigtelsen og mandens stillingtagen, der kan oplyses fra retsmødet. Hvad manden eventuelt har forklaret, forbliver foreløbigt hemmeligt.

Derfor står det endnu uklart, hvorfor han slog sin hustru ihjel.

/ritzau/

Nyhedsarkiv